presse interviews

Emil de Waal: Trommeslager på afveje

Af Thomas Bjørnsten Kristensen

Emil De Waal har blandet sig godt og grundigt på den danske musikscene med sit trommespil i snart 20 år. Han har slået sig fast som en professionel og engageret musiker i utallige projekter og med et hav af såvel hjemlige som udenlandske kunstnere indenfor stort set alle genrer. Men ligegyldigt hvor mange forskellige retninger musikken har peget i igennem årene, har han altid på den ene eller anden måde måttet indtage en bestemt rolle, der har været defineret på forhånd. Hans seneste projekt ”Emil de Waal Plus” er således udsprunget af et stærkt ønske om netop at slippe ud over dét, at de musikalske udfoldelser ofte bliver begrænset af en alt for fast rollefordeling.

- Med det her projekt har jeg været tvunget til at tage stilling til min rolle, hver gang jeg spiller. Og det er nyt land for mig, når jeg bevidst skal prøve at være andet end timekeeper, som jo er noget, jeg ellers har brugt afsindigt meget tid på at blive god til.

Sådan formulerer Emil de Waal det blandt andet, da han bliver spurgt om intentionen bag det seneste output fra hans side. Indtil videre har det resulteret i et album betitlet efter projektet og en igangværende turné med kollegaerne og åndsfællerne Gustaf Ljundgreen og Søren Kjærgaard, der også begge har bidraget væsentligt til ovennævnte album. Et album, hvor Emil de Waal både synger og spiller diverse instrumenter, og hvor ikke mindst computeren har været afgørende for måden at komponere og arbejde med musikken på:

- Med computeren har jeg fået mulighed for at indspille ting, som jeg ellers ikke ville have kunnet. Jeg har egentlig arbejdet med den nye teknologi længe, men ikke sådan som jeg gør nu, hvor fokus også er flyttet til, at computeren ikke bare afvikler bunden i musikken men også overbygningen. Altså når jeg f.eks. spiller live med Søren og Gustaf, kan man sætte den til at afspille en solo af Frederik Lundin, som er med på pladen. Og det kan man så vælge at backe på mere gammeldags facon eller forholde sig helt frit til i livesituationen, fortæller Emil de Waal, tydeligt begejstret for potentialet i lyd-softwaren og for hvordan computeren åbner nye veje til at eksperimentere med musikken.

Da vi fangede ham på telefonen til et interview i forbindelse med den aktuelle turné, kom snakken da også for en stor del til at handle om teknologiens muligheder for interaktivitet, om at fange den spontane stemning hos publikum og om respektløse R´n’B producere som med deres programmerede rytmespor har flyttet grænserne for det traditionelle trommespil.

Folk tilbage på dansegulvet
Men hvad med den efterhånden lange historie, han har bag sig som musiker? Har den ikke haft noget at sige i forhold til Emil de Waal Plus projektet, eller er det slet og ret et opgør med hele bagkataloget, han har kastet sig ud i?

- Den lyd vi f.eks. havde i Bagdad Dagblad var meget 80’er-90’er fusionsagtig, og det ville jeg meget gerne forsøge at undgå i det jeg laver nu. Det er også derfor, at jeg synger mine melodier på den nye plade, fordi det hver gang jeg prøvede at komponere og spille noget på keyboardet kom til at lyde for meget af ”dengang”. Og så endte jeg med at beholde det på pladen og fjernede mig dermed også fra Bagdad Dagblad.
Men en anden side af det er, at da vi i vores storhedstid spillede med det orkester, så dansede folk faktisk! Altså, man kunne både spille så folk sad og lyttede men også bare spille nogle grooves og få dem op og danse. Og det har jeg egentligt savnet længe, men oplevede det igen for nylig, da vi spillede med ”Emil de Waal Plus” på Christiania.

Så du vil altså gerne have folk ud på dansegulvet igen?

- Ja Jeg synes det kunne være sjovt at kunne tage mere bestik af situationen og tilpasse musikken efter det. Det kunne også være spændende med computeren at prøve på at gøre koncerterne mere interaktive f.eks. ved at lade publikum blande sig i musikken.
Jeg har overvejet, om man kunne udstyre folk med en trådløs mus, så de via en skærm kan gå ind og tænde og slukke for de ting, som computeren afvikler. Sådan at de i princippet bestemmer, hvad det er vi skal spille til, i stedet for at bandet ikke bare kører efter en færdiglagt plan. En anden ting er jo også, at jeg nu kan spille i mange formater: solo, som duo eller for dens sags skyld med et stort orkester, som vi gjorde i New York for nylig.

På din igangværende Danmarksturné har du så valgt at tage henholdsvis Søren Kjærgaard og Gustaf Ljunggren med som sparringspartnere. Hvorfor er det lige er blevet de to?

- For det første er de jo begge to nogle fantastiske musikere, og derudover passer de utrolig godt til netop det her projekt. Gustaf kan spille på alle instrumenter, og det er jo en utrolig gave i en trio at have en musiker, der kan spille både guitar, keyboard, saxofon, trompet, bas og violin, hvis det skal være. Bl.a. har jeg også brugt ham meget til at spille pedal-steel og steelguitar, fordi det ligesom sender et sjovt eller mærkeligt signal, hvad jeg godt kan lide. Og Søren, som jeg jo også spiller med i Ikscheltaschel, er som pianist helt enestående, fordi han er fuldstændig åben. Han lukker bare op og spiller uden nogen forbehold og får det til at flyde.

Betyder det så også, at de koncerter I spiller nu bliver meget forskellige - også pga. selve konstellationen?

- Det har helt sikkert været meningen, og sådan er det også blevet indtil videre. En del af ideen med projektet er, at koncerterne skal kunne være meget forskellige, alt efter hvad vi er gearet til og i forhold til det publikum, som er der. Altså hvis folk sidder ned og glor, så kan det jo virke lidt anstrengt at spille musik, der mere lægger op til at der skal danses. Men lige nu har jeg f.eks. bedt de medvirkende om at tage et nummer med til overraskelse til hver aften vi skal spille, så det er jeg lidt spændt på, hvordan går!, griner Emil de Waalog filosoferer lidt over, hvordan konceptet mon vil blive modtaget, når de spiller turnéens første koncert i Randers.

Squarepusher og respektløse R´n’B programmører
Trods det at Emil de Waal altså medbringer to levende musikere af kød og blod, når han i den nærmeste fremtid spiller rundt omkring i landet, så indtager computeren og det programmerede fortsat en væsentlig plads. Men i hvor høj grad er musikken baseret på, at han har haft ny elektronik og software til rådighed?

- Det har da klart betydet en del, men det handler i udgangspunktet også om, at man laver musikken åben og fleksibel. F.eks. at man lader computerne spille melodierne, så man kan forholde sig frit til det og bevæge sig rundt om musikken på den måde.
Jeg synes det var vældigt inspirerende, da jeg så et interview med Björk, hvor hun forklarede, at hver gang hun hører en ny melodi, så er hun altid spændt på, hvordan den kommer ud – om det bliver et technonummer eller et musicalnummer osv. Den kan blive til alt muligt, og sådan har jeg også forsøgt at arbejde med mit projekt, hvor melodierne i computeren kan blive til noget forskelligt fra aften til aften, forklarer Emil de Waal og nævner også som en anden væsentlig inspirationskilde lyd-programmør-ekvilibristen Tom Jenkinson, bedre kendt under navnet Squarepusher:

- Jeg så Squarepusher på Roskilde Festival på et tidspunkt og blev i første omgang fascineret af, hvordan han spillede sin musik sådan meget aggressivt. Men da jeg et par år senere købte en af hans plader fandt jeg ud af, at meget af det han lavede, faktisk mindede en hel del om det, jeg selv havde gang i.
Det kom egentlig lidt bag på mig, men så begyndte jeg bare at lytte til det og synes det har været meget inspirerende, at han både kan lave virkelig hardcore, metal-agtig elektronisk musik for så pludselig at gå over og spille, hvad der nærmest lyder som Django Reinhardt eller klassiske ting på akustisk bas og guitar. Den sammensmeltning af utrolig mange stilarter har klart inspireret mig.

Man kan vel også sige, at Squarepushers musik ligger meget i et grænseområde, hvor lyden hele tiden veksler mellem at være akustisk og syntetisk, og hvor det nogle gange kan være svært at høre, hvad der er ”spillet” og hvad der er programmeret. Har du selv bevidst arbejdet med noget af det i dit eget projekt?

- Ja, jeg har i det hele koncentreret mig en del om lyden, især trommelyden, og hvad man kan gøre med den. På den her plade har jeg brugt meget energi på, at trommerne ikke bare lyder som et akustisk trommesæt. Altså Squarepusher får f.eks. ofte det programmerede til at lyde som om det er akustisk spillede instrumenter, og jeg har så prøvet at gå den anden vej i forhold til at farve min lyd i forskellige retninger. Alle de andre sidder jo med en masse pedaler og kan lave alle mulige effekter, og det synes jeg kunne være spændende at få med som trommeslager også.
Lige nu arbejder jeg med et nyt program, så jeg bedre kan gøre det live og øver mig bl.a. i at spille lavt nok, så min egen lyd ikke overdøver det andet

Det er jo nærmest den omvendte verden, hvor man i mange år har forsøgt at få elektroniske trommer til at lyde så naturtro som muligt. Og nu prøver man så at få sit akustiske sæt til at lyde som en gammel trommemaskine fra Roland?

- Ja, det er ret vittigt ikke? Men faktisk - ud fra sådan et trommeslager-nørdet synspunkt - så mener jeg, at noget af det mest grænseoverskridende, der er sket de sidste mange år inden for trommespil, er kommet med genrer som drum´n’ bass eller fra R scenen! De mystiske ting der foregår i den form for musik var aldrig blevet spillet af en trommeslager, inden det blev opfundet på maskinerne.

Vil det sige, at den form for programmeret ”trommespil” faktisk har flyttet den traditionelle måde at spille på?

- Det mener jeg bestemt den har, helt sikkert for mig selv, og for mange andre, tror jeg. Og samtidig viser det jo også, at trommespillet kunne trænge til noget fornyelse. F.eks. synes jeg et eller andet sted, at det er ret talentløst, at et trommesæt er stillet op som det traditionelt er, hvor hi-hatten står dér og lilletrommen dér. Ikke at jeg selv rigtigt har gjort så meget ved det endnu.
Men derfor er det også en vej frem at lytte til de programmerede ting, for de har ingen respekt for, hvad en stortromme eller hi-hat kan og ikke kan. I meget drum´n’ bass er der f.eks. tit to stortrommelyde, og på den måde er det dejligt respektløst. Der er nogle musikalske grænser, der bliver udvidet og flyttet, mener Emil de Waal altså om den generation af musikere, der har valgt computeren som hovedinstrument.

Tilfældets musik
Hvad angår alternative måder at spille og ikke mindst indspille musik på, er der også en direkte forbindelse til Emil de Waal Plus-projektet. Pladen blev indspillet dels i København og dels i New York bl.a. med assistance fra producer og tekniker Andy Green, der har arbejdet med innovatører som Velvet Underground og John Cale.
Emil de Waal drog til USA med sit grundmateriale og havde lavet en klar og booket studieaftale med guitaristen Marc Ribot. Imidlertid gik det ikke helt som planlagt, og projektet udviklede sig i en uforudset retning, som Emil de Waal her fortæller:

- Der skete simpelthen det, at Marc Ribot meldte afbud dagen før, og der stod jeg i New York med et studie og blev nødt til hurtigt at finde på et eller andet. Min ven guitaristen Eric Sanko hjalp mig så, og udover selv at ende med at medvirke på pladen, fandt han også DJ’en Marina Rosenfeld, der ikke er DJ i traditionel forstand, men mere arbejder med støj og mærkelige lyde.
Og så blev det i stedet de to, der lagde deres musik ind over mine indspilninger, og det var jeg ret begejstret for. Bl.a. fordi det i virkeligheden var mere interessant, end hvis Marc Ribot bare havde indspillet nogle soloer ovenpå musikken. Nu blev det pludselig meget mere åbent og noget helt andet.

Så selve indspilningen endte også med at være delvist improviseret og spontan?

- Det kan man roligt sige, og jeg har flere timer liggende med det, de lavede. De er sådan virkelig avantgardistiske musikere, som spiller uden tempo, uden melodi osv. Og efterfølgende tog jeg så deres helt frie og åbne indspilninger med hjem og arbejdede videre med dem.
F.eks. har jeg nogle steder fjernet mit oprindelige grundlag og bare beholdt deres improvisationer eller også skrevet nye numre ovenpå ting, som oprindeligt var tænkt i en anden sammenhæng. På den måde har jeg hele tiden kunnet bygge flere lag på eller tage dem væk, hvis jeg havde lyst til det.

Teknikeren som editor
Afbuddet fra Marc Ribot viste sig altså blive en decideret gevinst for projektet, som Emil de Waal ser det. Og som om det ikke var nok, var det også mere eller mindre tilfældigt, at samarbejdet med Andy Green blev af en anden karakter, end det egentligt var meningen:

- I første omgang fungerede han som tekniker, da jeg var i studiet med Erik Sanko og Marina Rosenfeld. Det viste sig så, at han faktisk syntes rigtig godt om projektet og foreslog selv, om ikke han skulle mixe det færdigt og redigere det. Den blanding af det mere straight melodiske og de helt tossede ting, vi arbejdede med, passede ligesom ind i hans kram. Vi gav ham to timers musik og hans rolle var så at klippe ned og fjerne det overflødige og at lægge nogle effekter på, så det om muligt kom til at lyde endnu mere mærkeligt.

Han var altså en slags ”editor”, der gik kreativt ind i processen?

- Ja, det er hvad han selv kaldte det for. Jeg spurgte ham, om han ville redigere som ”producer”, men han opfattede sig som ”editor”. Altså jeg har jo været meget vant til fra Danmark, at en tekniker tit er en, der groft sagt skruer op og får det til at lyde godt, for så at mixe det bagefter. Andy Green påtog sig meget mere en egentlig producerrolle. Og det var enormt inspirerende at se, hvordan han f.eks. sad i livesituationen med sit eget ekstra spor og lavede mærkelige behandlinger af lydene, så det hylede og skreg, mens musikerne spillede, forklarer Emil de Waal om mødet med en anderledes tekniker i arbejdet omkring et anderledes projekt.

Selv håber han, at ”Emil de Waal Plus” både vil begejstre publikum herhjemme og samtidig også kan være en mulighed for at komme ud over landets grænser. Indtil videre har nysgerrige danske lyttere i hvert fald en oplagt chance for både live og på plade at stifte bekendtskab med den garvede trommeslagers eksperimenter udi en musik, man aldrig helt ved, hvor man har.